EUs groteske krav svarer til lønnen for 13.800 akademikere – sig tak til Bødskov for at standse vanviddet

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) viser et sjældent mod. Det gør han, når han svinger den store le i regeringens overraskende bud på, hvordan der kan tages et markant opgør EUs enorme og byrdefulde regulering og bureaukrati, som koster danske virksomheder milliarder af kroner og efterlader dansk og europæisk erhvervsliv på perronen i konkurrencen med USA og Kina. Bødskov demonstrerer nærmest en form for dumdristighed, som forhåbentlig bliver belønnet, når støvet har lagt sig. For hvem tør i Danmark gå ud og sige fuld stop til altomsluttede rapportering af virksomhedernes påvirkning af klimaet, miljøet og samfundet uden at blive nærmest lynchet af den grønne lobby? De færreste. Indtil Morten Bødskov altså nu træder frem med sine forslag til, hvor ambitiøs EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen i den kommende uge bør være, når hun præsenterer sin såkaldte omnibus-pakke rettet mod at skære dybt og bredt i EUs byrdefulde og belastende regulering af erhvervslivet. Danmarks besked til von der Leyen er ikke at nøjes med at skære de 25 procent, som hun har lagt op til, men at skære 50-75 procent i antallet af rapporteringskrav. EUs rapporteringskrav koster ifølge Erhvervsstyrelsen engangsomkostninger på ti milliarder kroner for dansk erhvervsliv og løbende omkostninger på 7,5 milliarder kroner årligt. Man kan illustrere de abstrakt store beløb på en mere tankevækkende facon, nemlig ved at citere et debatindlæg i Financial Times, af Mario Draghi, den tidligere italienske premierminister og ECB-chef, som er ophavsmand til den dystre rapport om Europas konkurrenceevne. I sit opsigtsvækkende debatindlæg fastslår Draghi, at vi slet ikke behøver at frygte præsident Donald Trumps toldhammer, fordi summen af de byrder, som EU har påført egne virksomheder, svarer til en straftold på varer på 45 procent, en straftold på service på 110 procent. Trump har foreløbig kun truet med en straftold på op til 25 procent. Det afslører i virkeligheden det pinagtige i, at det er en solid gammeldags socialdemokrat, som for alvor kommer ud af busken i opgøret med den byrdefulde rapportering. Størstedelen af de danske virksomheder, som allerede i deres netop offentliggjorte årsrapporter er ofrene for rapporteringsvanviddet, har slet ikke turdet starte krigen mod bæredygtighedsrapporteringen i offentligheden, men har siddet og skreget og revet sig i håret bag lukkede døre. I slutfasen har de overladt det til DI og Dansk Erhverv at føre krigen, som da Lars Sandahl i Berlingske i november advarede om, at vi er ved at få et »boldtræ« i hovedet. DI har i de seneste uger optrappet kampen for et opgør med bæredygtighedsrapporteringen. Man må forstå det sådan, at virksomhedernes topchefer har været bange for, at de i et åbent oprør med monsteret ville skade deres virksomheders grønne eller lyserøde image. Det er trist, defensivt og dyrt. Da jeg på lederplads i efteråret netop efterlyste, at eksempelvis Erhvervslivets Tænketank, som sammen med revisionsfirmaet EY har oprettet Center for Strategisk CSRD, meldte sig som oprørere mod bæredygtighedsrapporteringen, skrev tænketankens direktør, Joachim Sperling, at det ville være »et skridt ind i fortiden«. I bestyrelsen for Center for Strategisk CSRD sidder blandt andre tidligere Coloplast-topchef Lars Rasmussen, der i dag er formand for Lundbeck, Coloplast samt Komitéen for god Selskabsledelse. Her sidder også formanden for Finansiel Stabilitet, Anne Louise Eberhard, tidligere rektor på Københavns Universitet Linda Nielsen, grundlæggeren af Axcel og formanden for Nordsøfonden, Christian Frigast, samt finansdirektøren for Grundfos, Mikael Geday. De burde for mange måneder siden have lanceret en larmende, begavet og direkte kritik af bæredygtighedsrapporteringen, netop fordi de samtidig er forkæmpere for det fremskridt, som reglerne repræsenterer, nemlig en ensartet spilleplade for, hvordan man overhovedet rapporterer om klima, miljø, socialt ansvar og governance udadtil. Erhvervslivets Tænketank er blevet klogere. Forskningschefen i Erhvervslivets Tænketank, Christina Kjær, som driver arbejdet i Center for Strategisk CSRD, har i januar i Børsen lanceret en konstruktiv kritik af det bureaukratiske monster med krav om færre målepunkter og mere fokus på væsentlighed. Helt kedsommeligt forudsigeligt har hele garden af folk, som elsker bæredygtighedsrapporteringen, allerede meldt sig med gråd og tænders gnidsel over, at Bødskov og regeringen vil udskyde nye regler til 2024 og skære helt op til 75 procent af datapunkterne. Man skal tage deres hylen og skrålen med en kop te. De fleste lever af skidtet. Virksomhedernes løbende årlige udgifter til bæredygtighedsrapportering på 7,5 milliarder kroner svarer til prisen for 13.800 akademikere baseret på en gennemsnitlig årlig løn på 540.000 kroner for en akademiker ifølge tal fra Jobindex. Tages Bødskov alvorligt, så skal de 10.000 tænkte csrd- og esg-medarbejdere og revisorer fyres eller flyttes til anden beskæftigelse. Alle de store revisionshuse, som har tjener kassen på at revidere bæredygtighedsrapporterne, er næppe heller alt for begejstrede. Hertil kan vi så lægge alt det, som ikke er medregnet i Erhvervsstyrelsens opgørelse, der er hele den indsats, som læreanstalter som CBS og lobbyister i Mellemfolkeligt Samvirke og Rådet for Grøn Omstilling har investeret i at juble over datamonsteret. På LinkedIn skriver den i øvrigt fornuftige professor Andreas Rasche fra CBS, at regeringens melding er »meget skuffende, især når man tænker på Danmarks som et førerland i den grønne omstilling. Forslaget handler mindre om forenkling og mindre om deregulering,« skriver professor Rasche, som forklarer, at man jo ikke forenkler, når man udskyder noget, og at dereguleringen ligger i at skære antallet af datapunkter ned med op til 75 procent. Svaret til dem skal være klart og tydeligt. For det første må man ikke opstille en falsk modsætning mellem bortfaldet af byrdefuld regulering og grøn omstilling. Vi har aldrig haft en debat om, hvorvidt vi får mere grøn omstilling for de 7,5 milliarder kroner, som bæredygtighedsrapporteringen mindst koster danske virksomheder, end direkte målrettede investeringer i grøn omstilling. For det andet er arbejdet med bæredygtighedsrapportering ikke spildt. Værdien af arbejdet ligger i, at der nu er skabt et ensartet sprog for, hvordan virksomheden skal rapportere om deres samfundsansvar, så man kan begynde at sammenligne virksomhederne med hinanden. For det tredje kan det være nyttigt at skære bæredygtighedsrapporteringen til, så den fokuserer på det væsentlige og ikke alt. De op mod 1.100 målepunkter er ikke engang politisk bestemt, men delegeret til en privat institution, som hedder EFRAG – European Financial Reporting Advisory Group. Man må sige, at de har været nidkære i tjenesten. Den gode nyhed er, at man derfor ikke engang behøver at ændre direktivet eller den danske lovgivning for at få skåret dybt i rapporteringen. Man skal bare bede EFRAG skære til – gerne på en begavet måde. For det fjerde og sidste: Hvis ikke EU hurtigt og magtfuldt får genopbygget sin konkurrenceevne og skabt en fornyet indre økonomisk dynamik, er det kun et spørgsmål om tid, før det massive indre og ydre pres på det politiske system fra indvandring, toldtrusler og alt muligt andet, kan kaste Europa ud i en krise, som er usammenlignelig med balladen over at skrotte og forenkle selvskadende regulering. Det er simpelthen for småt og for provinsielt i debatten om bæredygtighedsrapporteringen ikke at løfte blikket og se truslerne mod EUs og Europas rolle i verden. Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator https://www.berlingske.dk/kommentar/eus-groteske-krav-svarer-til-loennen-for-13800-akademikere-sig-tak-til